Fuldmåne

"Månen er fuld i nat. Lige så fuld som mig og min bedsteven"

Eller noget i den retning sang de i Maestro. Det var den sang, der satte sig dybest i mig gennem hele forestilling, og nu er jeg ikke i stand til at finde den, ligegyldigt hvilket sprog jeg søger på. Det er trist, ikke? Jeg tror ikke, at det var fordi, historien om hvordan Victoria kom i mellem barndomsvennerne Sonny og Vicente og blev til pigen, som de begge ville have, men kun den ene kunne få, der gjorde indtryk på mig. Nærmere at månen blev lyst op bag dem i sin fulde, runde form og borede sig ind i mit hjerte.
Lige som den gør nu. Det skulle være den flotteste fuldmåne i 2012, som vi kan se nu. I aften er den rigtig rund.
Jeg mindes en nat, da jeg var lille. Jeg havde haft mareridt og kunne derfor ikke sove. Min far, der havde hørt mig græde, var kommet ind til mig og sad på kanten af min seng, mens han tørrede mine tårer væk. Det var en af de lune sommeraftener, så han svøb mig ind i et tæppe og tog mig med ud på bænken i haven. Så sad vi der og betragtede den klare, fulde månen. Han fortalte om, hvordan han som barn havde ønsket at flyve hele vejen derop, men at det gennem årene var gået op for ham, at det ikke kunne lade sig gøre. I stedet var han gået i gang med at bygge en enorm stige for så at kunne klatre hele vejen. Da hans realitetssans igen havde ramt ham, begyndte han at spare sammen til en tur med en rumfærge derop og håbede på, at han ville leve længe nok til, at de ville tage almindelige borger med. Han lovede mig, at han ville tage mig med, hvis tiden kom.
Det minde står ligeså klart for mig, som en tirsdag eftermiddag, hvor jeg var kommet hjem fra en lang dag i skolen. Ikke nok med at dagen havde været yderst kedelig, havde jeg næsten heller ikke sovet om natten. Vi havde holdt blå mandag dagen forinden, der i sig selv var trættende nok. Dog var det ikke det, der holdt mig vågen om natten. Jeg husker, hvordan en anden dreng havde smilet til mig i køen til is boden, og jeg ikke lade være med at tænke på, hvor køn han var. Da jeg kom hjem, sad min mor i stuen. Jeg tror aldrig, at jeg havde set hende græde så meget, som hun gjorde der. Det var den dag, vi fik at vide, at min far var forsvundet.
Jeg husker ikke, hvilken form månen havde dengang, men jeg har ikke kunnet sove i fuldmåne nætter siden.
I dag er det tre år siden.