Jeg ved ikke, om jeg burde være glad. Det burde jeg nok. Det er jeg faktisk også. Bare ikke på samme måde, som man normalt er glad. Jeg tror bare ikke, at jeg helt kan forstå, hvad der er sket. Det hele tog kun et øjeblik. Og så gik han. Hvorfor gik han? Det kunne han altså ikke være bekendt.. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal forholde mig til det nu, fordi han gik. Det får mig til at tænke på, om han virkelig mente det. Om han kunne lide det. Burde han ikke være blevet, hvis han kunne det? Eller i det mindste bare have fortalt mig det. Han sagde ingenting, udover til den person, der ringede til ham. Jeg kan ikke lide den person. Kunne den ikke bare have ventet med at ringe? Eller kunne Jonathan ikke bare lade være med at tage den? ..
Jeg føler mig som et lille egoistisk barn lige nu. Jeg tror bare, at jeg er bange for at blive såret igen..