"Storm, hvor har du været?!"

Det er okay, jeg var bare lige et smut forbi månen i fredags :)
Det lyder næsten for godt til at være sandt. Som noget der er taget direkte ud af en kærlighedsroman. Men jeg har det godt.
I fredags var der langt op til, at vi alle sammen enkeltvis skulle ind og snakke med vores tutor i en fem minutters tid for at evaluere, hvordan hele tutorforløbet var gået, og hvad vi hver i sær synes om det.
I starten var jeg ikke særlig glad for at høre, at vi skulle det, og det ændrede sig heller ikke så forfærdenligt meget, da jeg var inde ved ham. Jeg sad ligesom bare og ventet på, at han ville skifte over til at snakke om, hvad der skete i tirsdags - hvilket jeg ikke havde ret meget lyst til at høre.
Da han så var færdig med at notere, hvad jeg havde sagt om tutorforløbet, gjorde han tegn til, at jeg godt måtte gå. Men jeg nåede kun lige at gå forbi ham, før han tog fat i min hånd og stoppede mig. Bare varmen af hans hånd i min fik mig til at vende mig om og kigge direkte ind i hans øjne.. Mmm.. Og så spurgte han mig, om jeg havde lyst til at komme med hjem til ham efter skole og se Criminal Minds (yep, jeg har også plaget ham med, hvor meget jeg elsker den serie), men det gjorde mig faktisk slet ikke glad. Det fik mig til at tænke på, om han overhovedet ikke havde bemærket, hvor ked af det jeg var. Så jeg rystede bare på hovedet og kiggede ned på vores hænder. Først da opdagede jeg, at der stod 'Nobody said it was easy, no one ever said it would be this hard'. Så det første jeg gjorde, da jeg kom hjem, var at google den sætning. Den førte mig til Coldplay's sang 'The Scientist'

Er den ikke smuk? Jeg var lige ved at tude, da jeg hørte den. Så jeg greb alle mine CM sæsoner og skyldte mig ned til Jonathan, der stod parat med åbne arme.. <3
And then we kissed again and watched CM all night - faktisk så lang tid, at jeg faldt i søvn. Så da jeg vågnede op engang midt om natten, gik jeg næsten helt i panik, for jeg havde lovet min mor at være hjemme inden klokken 12, hvilket den var langt over. Jeg tror mine paniske bevægelse vækkede Jonathan, som jeg havde sovet halvt op af. Han vågnede i hvert fald og fortalte mig, at han havde ringet til min mor og spurgt, om jeg måtte sove hos ham, hvilket jeg tilsyneladende godt måtte, hvis han passede ordentligt på mig.
Så jeg sov hos ham, i hans seng, sammen med ham, under samme dyne <3 (Og til dem af jer, Satina, der kunne misforstå, hvad jeg lige skrev, så skete der ikke mere, end af vi kyssede og holdte om hinanden.)

Da jeg kom hjem i går glædede jeg mig virkelig meget til at fortælle jer, hvad der skete. Men så havde vi selvfølgelig ikke nogen internetforbindelse. -_-' Den kom først til live igen i morges og hakker stadig en hel del.. *Suk*